At komme helt ind i hjertet af fællesskabet

Jeg har skrevet en artikkel til SOR rapport:
Fra ekskludering og integrering til inkludering, tilhørighet og delaktighet. SOR 1.2018 

Jeg har også skrevet en enklere kronikk om samme tema. Den er skrevet til Kristelig Handicapforening blad og kan leses HER artikkelen ser du også her i bloggen min.

Det er ikke nok at være inkluderet i fællesskabet. Mennesker har behov for at høre til. Og for at høre til, skal man være savnet. Her har kirke og samfund noget at arbejde med.

Kronik af Rune Rasmussen

Mennesker med udviklingshæmning eller andre handicap er op gennem historien blevet udelukket fra samfundet. Sådan er det heldigvis ikke mere. I nyere tid er vi gået fra udelukkelse til integration og videre til inklusion. Alle mennesker – også mennesker med handicap – skal have lige adgang i samfundet.

Men jeg vil udfordre til at tage endnu et skridt: fra inklusion til tilhørighed.

Lad mig først begynde med at spørge, hvad vi mener med funktionsnedsættelse eller de mennesker, vi kalder udviklingshæmmede. At sætte sådan et stempel på et andet menneske virker begrænsende.

Jeg vil gerne understrege, at vi mennesker er så meget mere end vores handicap. Hvad mener vi egentlig med ordene handicap, udviklingshæmning og funktionsnedsættelse? Gælder betegnelsen kun for nogle eller gælder den alle? Betegner ordene forskellene mellem mennesker, eller angiver de en afvigelse fra en given norm?

En sådan etiket giver i hvert fald ikke en klar beskrivelse af, hvad et menneske er, og hvordan det tilhører den menneskelige mosaik.

Fire modeller
Gennem århundreder har mennesker med handicap været set ud fra forskellige modeller:

Velgørenhedsmodellen ser udviklingshæmmede som fanger i deres egen handicap og har derfor brug for vores omsorg og hjælp. Denne model har i vid udstrækning dannet grundlag for pleje og omsorg for handicappede i det præorganiserede samfund, og har ofte lidt nedsættende været brugt i forbindelse med kristen diakoni.

Den medicinske model fokuserer på individets svagheder og mangler baseret på en såkaldt normal norm. Fokus er at beskrive og rehabilitere individet i samfund, skole og kirke. Den medicinske model fokuserer på diagnose og behandling. Væsentlige aspekter ved at være menneske falder uden for sådan en medicinsk tænkning.

Den sociale model ser handicap som en social undertrykt gruppe og fokuserer ikke på selve individets handicap eller udviklingshæmning. Fokus ligger på socialpolitik, strukturelle og økonomiske linjer og på at personer med særlige plejebehov bliver udelukket. Begrebet handicap er løftet fra individet til de forhindringer og holdninger, som samfundet og kirken skal ændre i forhold til personer med handicap

Alle mennesker er en ressource. Kirken har et kald til at være en arena, hvor mennesker kan finde deres plads og være hele mennesker.
Rune Rasmussen

Den rettighedsbaserede model giver personer med handicap ret til at deltage i samfundet på lige fod med alle andre. Love og forskrifter skal sikre disse rettigheder – ikke som velgørenhed, men som individuelle rettigheder. I denne model bør individet så vidt muligt indgå i valget og endda deltage i processer i forbindelse med hans eller hendes eget liv.

Yderligere en dimension
I kirken bruger vi konstant disse modeller. Vi yder specialpædagogisk støtte til konfirmander i mindre grupper. Vi tilbyder kørselsordninger til samlinger i kirkens regi. Vi udfordrer det samfund, der ikke giver mulighed for at alle kan følge med, eller som udelukker folk fra den lokale skole. Vi kan også tale om social frigørelse fra undertrykkelse og social uretfærdighed. I et vist omfang gælder det også, at alle har ret til for eksempel at modtage trosoplæring og transportstøtte mm.

For en kirke er der imidlertid andre perspektiver, som opfattes som fundamentale. Spørgsmål om mening, fællesskab og livets formål overstiger, hvad de tidligere modeller kan rumme.

Derfor tager HEL-modellen et andet udgangspunkt: Alle mennesker er en ressource. Et samfund, der ikke tager alle folks bidrag alvorligt, bliver et fattigere samfund. Kirken har et kald til at være en arena, hvor mennesker kan finde deres plads og være hele mennesker. Kirkens herre kalder os til at se på hinanden som ressourcer og at vise dette i praksis.

Modellerne er altså forskellige:

– Den medicinske model ser på diagnoser i forhold til «normalitet».

– Den sociale model tænker social frigørelse fra de svages og undertryktes side.

– Den rettighedsbaserede model hjælper os til gode, inkluderende ordninger.

– HEL-modellen taler tydeligt om menneskelig værdighed, samfundets værdier og opbygning af et inkluderende kristent samfund, hvor mennesker oplever en følelse af at høre til.

Åndelig udvikling
Det sekulære samfund forsøger hele tiden at forskyde menneskers åndelige behov til den enkeltes private sfære. Privatiseringen af ​​trosområdet skaber et stadig mere smalt rum for religiøs udfoldelse i vores samfund. Imod en sådan udvikling må vi fastholde, at religion og den kristne tro også er en stærk fællesskabserfaring og bidrager med et fordybet verdenssyn til kulturen. At privatisere og individualisere religion undertrykker troen. Mennesker har brug for arenaer, hvor de kan udfolde deres tro. Der er behov for religiøse fællesskaber.

Den åndelige side bliver ofte overset i omsorgen for det hele menneske. For at et menneske kan leve fuldt ud og trives, må sundhedssektoren indse, at tro er et vigtigt aspekt af personlig udvikling. En helhedsorienteret pleje omfatter også den åndelige og eksistentielle side af livet. Det hører med til at etablere et trygt plejegrundlag for sundhedstjenesterne. Ligeledes skal kirken være villig til at sige sandheden om livet og den praktiske diakoni og lytte til mennesker, hvor de er.

Fra inklusion til ”at høre til”
Fra ønsket om at holde handicappede væk fra samfundet blev integration det internationale hovedprincip i sociale programmer fra 1960’erne. Idéen om at integrere mennesker med forskellige læringsproblemer understreger retten til uddannelse og specialundervisning. Efterhånden har man forstået, at vejen fra adskillelse og udelukkelse til integration og inklusion er lang og krævende. Mange er de, der på papiret er både integreret og inkluderet, sidder ensomme og relativt isolerede tilbage. Desværre har kirken heller ikke meget at prale af på dette område.

Måske er det tid til at gå videre og dybere end inklusion og tale åbent og ærligt om, hvordan vi kan få alle mennesker i vore kirker til at føle, at de hører til. Udtrykket «for at høre til, skal du være savnet» sætter denne idé i relief. Det rejser spørgsmålet om, hvad et inklusionsarbejde er, og måske endnu mere om, hvad vi tænker om det at tilhøre – i kirkelivet og i samfundet generelt. For at blive inkluderet, behøver du kun at være til stede, men for at høre til, må du være savnet.

Nogle, af de aspekter, der følger ideen om integration, er bare et indledende mål for vores arbejde, er fanget af aspekterne ved at tilhøre. Tilhørighed er et dybt menneskeligt behov. Men dybest set handler tilhørighed også om vores fællesskab og identitet i Jesus Kristus. Det er ham, der overstiger grænser og kalder os alle ind i et dybt fællesskab med den treenige Gud.

 

Rune Rasmussen er specialpræst i inkluderende kirkeliv i Agder og Telemark bispedømme i Norge. Kronikken er inspireret af et kursus på The 7th Summer Institute on Theology and Disability I Californien.